Skip to content

Gluten- og mælkefri dessert og is

Vi har samlet nogle af vores favoritopskrifter på gluten- og mælkefri dessert og is på denne side. I stedet for fløde bruger vi soyafløde, som kan købes i f.eks. Kvickly. Soyafløde er sød i sig selv, så derfor reduceres sukkermængden. Soyafløde giver is en “blød” konsistens, ligesom den går rigtig godt til f.eks. chokolademousse eller risalamante. Vi elsker chokolade i vores familie, så du vil finde chokolade i en del af opskrifterne.

Chokolademousse – 6 personer

200 g 70% chokolade (glutenfri)
4 dl soyafløde
3 æg
1 spsk sukker

Smelt chokoladen i en lille kasserolle og rør 2 dl soyafløde i lidt af gangen. Skil æggene i blommer og hvider. Rør blommerne i chokoladen til den får en glat konsistens. Brug evt. en stavblender til at få den helt glat. Pisk hviderne skummende og tilsæt sukker. Pisk ca. 2 min yderligere til æggehviderne er stive. Pisk 2 dl soyafløde til flødeskum. Vend chokolade og flødeskum sammen og vend derefter forsigtigt de stive æggehvider i. Anret enten i portionsskåle eller en stor skål.

Hindbæris

Denne is er helt fantastisk, når der er friske hindbær i haven. Man kan godt bruge hindbær på frost og få et rigtig godt resultat.

450 g hindbær friske eller fra frost
175 g rørsukker eller 200 g sukrin
135 g soyafløde
1 æg

Hindbær koges til en grød med 100 g rørsukker/sukrin. Hindbærgrøden skal køle helt af inden du fortsætter. Pisk ægget med resten af sukkeret. Pisk soyafløde til flødeskum. Vend forsigtigt alle ingredienserne sammen. Kør nu ismassen på en ismaskine i ca. 30-45 min afhængig af, hvilken maskine du bruger. Fyld massen i en plastbøtte eller isform og sæt i fryseren til næste dag. Isen kan godt spises direkte fra ismaskinen, så er den blot mere blød, men du kan være sikker på, at det hele forsvinder.

Chokoladeis

60 g 85% chokolade
1/2 dl kakaopulver
4 dl soyafløde
1 dl sukker eller sukrin
2 æg

Chokoladen smeltes i en kasserolle. Halvdelen af soyafløden blandes med kakaopulveret, så man får en kakaomælk. Kakaomælken blandes i chokoladen lidt af gangen til en ensartet masse. Resten af soyafløden piskes til flødeskum. De 2 æg og sukkeret piskes til en luftig æggesnaps. Flødeskum, æggesnaps og chokolade-kakaomælken blandes sammen. Ismassen køres på ismaskine 30-45 min. Fyld massen i en plastbøtte eller isform og sæt i fryseren til næste dag. Isen kan godt spises direkte fra ismaskinen, så er den blot mere blød, men du kan være sikker på, at det hele forsvinder.

Vaniljeis

1 vaniliestang
2 tsk. vaniliesukker
4 dl soyafløde
2 æg
1/2 dl sukker
evt. 50 g hakket mørk chokolade

Sukker, korn fra vaniljestangen og vaniljesukker blandes sammen. Tilsæt æg og rør til en luftig æggesnaps. Pisk soyafløden til flødeskum. Vend forsigtigt æggesnaps og flødeskum sammen. Tilsæt evt. hakket chokolade. Ismassen køres på ismaskine 30-45 min. Fyld massen i en plastbøtte eller isform og sæt i fryseren til næste dag. Isen kan godt spises direkte fra ismaskinen, så er den blot mere blød, men du kan være sikker på, at det hele forsvinder.

Mynteis

Dette er en super lækker sommeris, når mynten plukkes direkte fra krukken i haven. Høst gerne bladene og frys ned, så du også kan lave isen om vinteren.

ca. 25-30 friske mynteblade fra schweizisk mynte
120 g sukker
4 dl soyafløde
50 g hakket mørk chokolade (glutenfri)

Blend mynteblade sammen med et par sp. vand og 20 g sukker. Tilsæt derefter resten af sukkeret og 2 dl soyafløde og blend kortvarigt til sukkeret er opløst. Pisk 2 dl soyafløde til flødeskum og vend sammen med myntemassen. Tilsæt hakket chokolade. Ismassen køres på ismaskine 30-45 min. Fyld massen i en plastbøtte eller isform og sæt i fryseren til næste dag. Isen kan godt spises direkte fra ismaskinen, så er den blot mere blød, men du kan være sikker på, at det hele forsvinder.

Jordbæris

Os hos er denne is et kæmpe hit, når haven bugner af solmodne jordbær. Man kan godt bruge jordbær fra frost og få et godt resultat.

400 g jordbær – friske eller fra frost
100 g rørsukker
1 dl soyafløde
1 æg
lidt citronsaft

Jordbærene koges til en grød med halvdelen af sukkeret. Jordbærgrøden skal køle helt af inden du fortsætter. Resten af sukkeret piskes til en æggesnaps sammen med ægget. Soyafløden piskes til flødeskum. Jordbærgrød, æggesnaps og flødeskum vendes forsigtigt sammen. Smag til med lidt citronsaft. Ismassen køres på ismaskine 30-45 min. Fyld massen i en plastbøtte eller isform og sæt i fryseren til næste dag. Isen kan godt spises direkte fra ismaskinen, så er den blot mere blød, men du kan være sikker på, at det hele forsvinder.

Risalamante – 6 personer

1 l kokosrismælk (vi bruger ofte den fra Alpro, som kan købes i bl.a. Kvickly)
180 g grødris
4 dl Soyafløde
1 Vaniljestang
50 g sukker
100 g hakkede mandler samt én hel

Kog en risengrød af grødris og kokosrismælk. Lav evt. en dobbelt portion, så der er til aftensmad lillejuleaften. Lad risengrøden køle helt af inden du går videre. Hæld kogende vand over mandlerne og lad dem stå ca. 10 min. Derefter smuttes mandlerne og hakkes. Husk at tage en hel mandel fra! Tag kornene ud af vaniljestangen og bland med sukkeret, så vaniljen ikke klumper. Pisk soyafløden til flødeskum og tilsæt vanilje/sukker blandingen. Vend vaniljeflødeskummet i risengrøden og tilsæt mandlerne. Anret i en skål og server med kirsebærsauce.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.